Lejebetingelser – Stagehands ApS
Februar 2025
§ 1 – Indledning og definitioner.
Nærværende lejebetingelser gælder for udlejning og benyttelse af enhver type udstyr som tilhører eller formidles via Stagehands ApS (herefter benævnt ”Stagehands”).
Som Lejer defineres enhver fysisk eller juridisk person som indgår en lejeaftale med Stagehands.
Lejeaftalen (lejen) kan indeholde ydelser i form af levering og montage (wet hire), eller i form af ren leje (dry hire).
Den tid udstyret er udlejet kaldes for ”lejeperioden”. Den dag udstyret forlader Stagehands lager regnes for ”første lejedag” og den dag lejer tilbageleverer udstyret, eller hvor Stagehands returnerer udstyret ved wet hire, kaldes ”sidste lejedag”.
§ 2 – Anvendelse af det lejede.
Lejet udstyr må kun anvendes af Lejeren eller dennes repræsentant.
Fremleje eller anden form for tilsvarende tilrådighedsstillelse for andre end Lejer kan kun ske med skriftlig godkendelse fra Stagehands.
§ 3 – Lejers ansvar og forpligtelser ved af- og pålæsning, samt montage.
Lejer sørger for truck til af- pålæsning samt under opbygning og nedtagning medmindre andet aftales. Løfteevne skal minimum være på 2,5 tons. Ved opbygning skal lejer normalt stille med Manitou efter udlejers specifikation. Denne skal til enhver tid være til Stagehands disposition.
Underlag/bundforhold skal være fast og jævnt, og skal være egnet til kørsel med almindelige samt tunge køretøjer. Det er udelukkende Stagehands der afgør om underlaget er af fornøden beskaffenhed, herunder om det skal forstærkes fx med køreplader. Køreplader er ikke medregnet i prisen og skal fremskaffes på Lejers regning og foranledning.
Det er Lejers ansvar, at der er frie tilkørsels- og trafikforhold for lastbiler, kran eller andre anvendte køretøjer. Er der ikke frie tilkørsels- eller trafikforhold, fx som følge af utilstrækkelige logistiske forhold, kan dette medføre forsinkelser eller øgede omkostninger for Lejer. Stagehands er uden ansvar herfor, og vil være berettiget til at fakturere for de øgede omkostninger dette medfører.
Såfremt tilkørselsforhold og/eller underlagets beskaffenhed bevirker at levering eller montage ikke kan finde sted som aftalt eller forudsat mellem parterne, er Lejer forpligtet til at afholde de omkostninger og/eller tab dette medfører for Stagehands, fx som følge af forsinkelser. Stagehands er ikke ansvarlig for de forsinkelser som kan medføres som følge af ovenstående.
Stagehands er ikke erstatningspligtig, hvis kørsel med bil, kran eller andet køretøj på området giver skader på underlag eller materiel mv. fx i form af spor / beskadigelse af underlag, græsplæner mv., knækkede grene eller anden beskadigelse på buske og træer, knækkede fliser, brud på dæksler eller anden form for skade.
Såfremt der ikke er passende lys på pladsen, og montage/demontage skal foregå om natten eller omkring lygtetændingstid, skal der være mulighed for strøm inden for en afstand af max 15 m og min. 230 V, 16 A og almindeligt stik. Lejer skal oplyse Stagehands herom senest 7 arbejdsdage inden montage påbegyndes.
Der skal være en person til stede ved ankomst, med fornøden bemyndigelse og faglig indsigt til placering af scene, tribuner og andet materiel.
Ved opstilling/nedtagning hvor Lejer stiller med hands til hjælp, skal personerne være voksne og ædru. Det er montagelederens ret, at bortvise ikke ædru personer og Lejer vil blive faktureret 450,00 kr. pr. time pr. person ved manglende mandskab.
Ved arrangementer over 3 timers varighed, eller hvor Stagehands personel venter, er Lejer forpligtet til, at sørge for passende forplejning af Stagehands personel. Ved udstationering i flere dage, gælder det samme for passende logi. Der skal være mulighed for dagligt bad.
Under montage samt demontage er det på Lejers regning og foranledning, at fremskaffe drikkevarer og mad til eget samt Stagehands personel. Der må IKKE serveres drikkevarer med alkohol.
Det er Lejers ansvar, at sørge for det nødvendige arbejdstøj og sikkerhedsudstyr til eget personale samt egne hyrede hands, såsom handsker, sikkerhedssko, hjelm mm. Stagehands står selv for relevant påklædning og sikkerhedsudstyr til eget personale.
§ 4 – Ansvar i forhold til det lejede, samt ansvar overfor tredjemand.
Det lejede materiel, skal leveres tilbage i samme stand som ved modtagelsen / montagen. Det betyder, at gaffatape, gulvtæpper øl, sodavand m.m., skal være fjernet / vasket, således at materialet fremstår som i rengjort og tør stand. Hvis ikke dette er gjort vil Lejer blive faktureret 450,00 kr. pr. time for hver rengøringstime.
Lejeren er i lejeperioden ansvarlig for enhver skade og bortkomst af det lejede, også selv om den er hændelig. Dette gælder både ved wet og dry hire. Lejeren er pligtig at forsikre det lejede herimod, alternativt at være selvforsikret. Eventuelle skader skal uopholdeligt anmeldes til Stagehands.
Lejer er ansvarlig på skade på Stagehands udstyr, uanset om denne er forvoldt af Lejer eller en bruger med adgang til det lejede, fx en gæst, en artist, en hjælper (herunder hands) eller en ekstern tekniker. Stagehands er naturligvis ansvarlig for skade på Stagehands udstyr forårsaget af Stagehands egne teknikere.
Stagehands er ikke ansvarlig for skader eller tab af nogen art forvoldt af det lejede, direkte som indirekte, herunder også høreskader, og Stagehands er ligeledes ikke ansvarlig for skader på 3. mands ejendom i forbindelse med brug af Stagehands udstyr, medmindre andet følger af dansk rets almindelige regler.
Der må ikke foretages ændringer eller reparationer af det lejede udstyr uden særlig tilladelse fra Stagehands – se også hertil § 6.
Ved arrangementer udendørs skal alle dele sikres effektivt mod vind og vejr. Al håndtering og montering udendørs såsom indendørs skal ske i henhold til gældende lovgivning og standarder.
Stagehands indestår for, at udstyr opstillet af Stagehands (wet hire) lever op til de standarder der gælder for det konkrete udstyr, fx scener mv. Lejer skal være opmærksom på, at vejrforholdene kan bevirke tryk eller belastning af udstyret som overstiger de for udstyret gældende standarder. Er dette tilfældet, fx i tilfælde af kraftig vind og nedbør, kan det være nødvendigt at demontere udstyr helt eller delvist, hvilket kan påvirke Lejers aktiviteter. Stagehands kan ikke gøres ansvarlig i disse situationer, hverken for direkte eller indirekte tab. Samtidig har Stagehands krav på fuld betaling for de leverede ydelser, også i tilfælde af demontage eller manglende udnyttelsesmuligheder som følge af udefrakommende forhold som fx vejr, eller fore majeure.
Det lejede må ikke uden Stagehands skriftlige godkendelse medtages til udlandet.
Lejer er forpligtet til på forlangende straks at redegøre for hvor det lejede udstyr befinder sig.
§ 5 – Lejeperiode, aflysning mv.
Aflysning af reserveret udstyr kan normalt ske indtil 14 arbejdsdage inden 1. lejedag. Dette gælder for lejeaftaler med en samlet leje på op til 50.000,- kr. Ved afbestilling senere end 14 dage før 1. lejedag debiteres 50% af lejebeløbet, dog mindst DKK 1.000,00. Ved afbestilling senere end 7 dage før 1. lejedag debiteres 100% af lejebeløbet, dog mindst DKK 1.000,00.
Ved større lejeaftaler med en værdi over 50.000,- kr. er lejeaftalen som udgangspunkt bindende fra indgåelsestidspunktet, medmindre andet aftales.
Aflysning som følge af manglende lejlighedstilladelse, aflysning som følge af tilbagetrækning af lejlighedstilladelse eller anden relevant myndighedsgodkendelse, giver ikke Lejer adgang til at opsige en indgået lejeaftale. Se hertil § 6.
Såfremt en aftalt lejeperiode ikke overholdes af Lejeren, er Stagehands berettiget til uden varsel at afhente det lejede. Lejeren vil herefter blive faktureret for Stagehands omkostninger hermed, herunder den brugte tid, transport mv. Stagehands kan i øvrigt gøre almindelige misligholdelsesbeføjelser gældende i disse tilfælde, herunder kræve yderligere betaling for leje, eller kræve erstatning for tab som følge af Lejers misligholdelse af aftalen.
§ 6 – Forholdet til myndigheder mv.
Stagehands’ udstyr lever op til gældende forskrifter og standarder. Stagehands har tegnet relevante forsikringer som dækker ansvar for skade forvoldt af Stagehands’ udstyr og mandskab i henhold til dansk rets almindelige regler. Der må ikke foretages ændringer i hvorledes det lejede udstyr anvendes og monteres standardmæssigt. Hvis dette sker er Stagehands ikke ansvarlig for eventuel skade forvoldt af det lejede, eller for skader på det lejede. Der henvises her til § 4. Det er Lejers pligt at sikre at sådanne ændringer ikke sker.
Ansøgning og fremskaffelse af nødvendige tilladelser fra relevante myndigheder, herunder lejlighedstilladelser, parkeringstilladelser mv. sker for Lejers regning og foranledning.
§ 7 – Øvrige forhold
Samtlige transportopgaver – såvel internationale som nationale transporter – udføres af Stagehands ApS i henhold til CMR-lovens bestemmelser.
Betalingsbetingelser følger af fakturaen. Der kan kræves forudbetalinger.
Alle priser er opgjort ex moms.
Nærværende vilkår gælder for alle lejeaftaler indgået efter 1. februar 2025.
Der kan fastsættes supplerende lejevilkår for enkeltstående lejeaftaler og projekter.